Gustav Klimt : l'or, les femmes et le génie qui faisait briller Vienne

Contexte historique

Hvor kommer Gustav Klimt fra, ud over en fremragende sans for det spektakulære?

Gustav Klimt dukker ikke op ud af det blå – han vokser frem fra et familiemæssigt fundament, hvor det manuelle håndværk er konge. Hans far, Ernst Klimt, var guldsmed og gravør, et krævende håndværk, der tidligt lærer én værdien af materialet og præcisionen i stregen. Det er derfor helt naturligt, at den unge Gustav kommer ind på Wiens Skole for Anvendt Kunst, den berømte Kunstgewerbeschule, hvor han ikke uddannes i traditionelt staffelimaleri, men i dekorative kunstarter og vægmalerier. Denne hybride uddannelse grundfæster hans overbevisning om, at kunsten bør indtage hele rummet, fra loft til gulv, og gøre enhver tilgængelig overflade til en teatralsk scene. Allerede ved hans første opgaver til Burgtheater og Kunsthistorisches Museum fornemmer man, at han ikke maler billeder – han klæder arkitekturen på.

Klimts opstigning falder sammen med et Wien i fuld forandring, en kejserlig hovedstad der desperat forsøger at modernisere sit image, samtidig med at den bevarer sin pragt. Han forstår hurtigt, at muren kan blive en levende scene – langt mere kraftfuld end et lærred hængt op på et søm. Hans første store succeser bygger på denne evne til at smelte historisk fortælling sammen med et mylder af dekorationer, idet han allerede dengang anvender flade farvepartier og komplekse ornamenter, der foregriber hans modne stil. I modsætning til hans samtidige, der var låst fast i en stiv akademisme, vover han at indføre en foruroligende sensualitet og en kompositorisk frihed, der forstyrrer lige så meget, som de fascinerer den wienske borgerskab. Det er denne subtile balance mellem officielle opdrag og æstetisk subversion, der lægger grunden for hans fremtidige internationale berømmelse.

Style artistique

Wien forandrer sig, Klimt også: Akademismen begynder at svede

I 1897 er bægeret fuld for en generation af kunstnere, der kvæles under vægten af de østrigske akademiske konventioner. Gustav Klimt, ledsaget af Josef Hoffmann og Koloman Moser, grundlægger Wiener Secessionen, en bevægelse, der erklærer, at den vil befri kunsten fra dens traditionelle lænker. Deres devise, indskrevet på facaden af deres pavillon designet af Joseph Maria Olbrich, genlyder som et manifest: »Hver tid sin kunst, hver kunst sin frihed«. Dette brud er ikke kun stilistisk, det er strukturelt: det handler om at bringe malerkunst, arkitektur og design tættere sammen for at skabe et samlet kunstværk, det berømte Gesamtkunstwerk. Tidsskriftet Ver Sacrum bliver talerør for denne nye vision og udbreder rene grafiske former og dristige idéer, der ryster den lokale konservatisme.

Bruddet med det wienske kunstetablissement markerer et afgørende vendepunkt i Klimts karriere, hvor han gradvist forlader de store historiske fresker for at koncentrere sig om mere intime og symbolske emner. De officielle bestillinger bliver sjældnere, især efter den skandale, som hans allegoriske malerier til Wiens Universitet udløste, og som myndighederne fandt for dunkle og provokerende. Befriet fra disse institutionelle begrænsninger udforsker kunstneren nye veje og bevæger sig væk fra den narrative realisme for at omfavne et mere dekorativt og mystisk visuelt sprog. Denne overgangsperiode er afgørende, fordi den giver ham mulighed for at forfine sin research i forholdet mellem den menneskelige figur og ornamentet og dermed bane vejen for det kreative gennembrud i hans guldperiode, der kort tid efter skulle følge.

Période dorée

Hvorfor alt det guld? Fordi beige tabte debatten

Klimts drejning mod guld er ikke en rig mands indfald, men resultatet af en æstetisk åbenbaring under en skæbnesvanger rejse til Italien. Omkring 1903 opdager Klimt de byzantinske mosaikker i Ravenna, især dem i San Vitale-basilikaen, hvor lyset synes at udspringe af selve materialet snarere end at være malet. Fascineret af denne umiddelbare lyskarakter beslutter han at integrere guld- og sølvfolie direkte på lærrederne, undertiden endda med ægte ædle materialer indlagt i oliemalingen. Denne teknik, der sjældent er blevet anvendt i vestlig moderne malerkunst siden middelalderen, forvandler radikalt opfattelsen af værket: billedet reflekterer ikke længere lyset – det skaber det, og frembringer en hellig og tidløs atmosfære omkring de verdslige motiver, han skildrer.

Denne gyldne periode, der er inspireret af den byzantinske arv, giver hans portrætter og allegorier en tilstedeværelse, der både er kostbar, sensuel og dybt symbolsk. Hos Klimt er guld ikke blot et tegn på materiel rigdom – det er et redskab til at isolere figurerne fra hverdagens virkelighed og projicere dem ind i et drømmende rum. I værker som Portrait d'Adèle Bloch-Bauer I smelter klæderne og baggrunden sammen til et tæppe af geometriske og organiske mønstre, hvor modellens krop dukker frem som en ø af realistisk kød midt i et abstrakt hav. Denne slående kontrast mellem metallets mineralske kulde og hudens levende varme skaber en unik visuel spænding, der øjeblikkeligt fanger beskuerens blik.

Portraits féminins

Kvinder hos Klimt: modeller, ikoner og blikke, der ved besked

Kvinder indtager en central plads hos Klimt, ikke som simple objekter for passiv kontemplation, men som naturkræfter, gudinder eller rovdyr, der er bevidste om deres magt. Uanset om det drejer sig om Judith, der halshugger Holofernes med et udtryk af urolig vellyst, eller om Danaë, der modtager Zees guldregn i en stilling af total overgivelse, legemliggør hans heltinder en selvbevidst og ofte farlig seksualitet. De ser ikke beskueren med underkastelse; deres øjne er ofte lukkede eller rettet mod det fjerne, hvilket antyder, at de lever i en rig og utilgængelig indre verden. Denne fremstilling adskiller sig fra tidens victorianske sømmelighed og hævder en vision af kompleks kvindelighed, der forener moderskab, erotik og død i en og samme pragtfulde dekorative indfatning.

Ud over mytologien excellerer Klimt i portrættet af kvinder fra det wienske borgerskab og forvandler sine bestillere til urørlige ikoner gennem en ophobning af mønstre og guldbelægninger. Portrættet af Adele Bloch-Bauer forbliver det perfekte eksempel på denne alkymi, hvor modellens personlighed synes opløst i en indfatning af trekanter, stiliserede øjne og spiraler, der beskytter hende lige så meget, som de indespærrer hende. Alligevel aner man under denne tilsyneladende luksus altid en fin psykologi, en menneskelig skrøbelighed, der trænger igennem guldmasken. Disse værker er ikke blot flatterende efiigier, men dybdegående udforskninger af den kvindelige identitet ved begyndelsen af det 20. århundrede, der indfanger angsten og længslen i en tid præget af gennemgribende sociale og kulturelle omvæltninger.

Art & détails

Le Baiser: kærlighed, guld og enormt pres på sofapuderne

Skabt mellem 1907 og 1908 er Kysset uden tvivl Klimts mest ikoniske værk, der i sig selv opsummerer hele hans kunstneriske filosofi og tekniske mesterskab. Maleriet, som i dag opbevares på Belvedere-museet i Wien, forestiller et monumentalt par, der omfavner hinanden på kanten af en blomstrende afgrund, indhyllet i en unik kappe vævet af forskellige mønstre. Manden, klædt i sorte og hvide rektangler, der antyder en stiv maskulin kraft, bøjer sit hoved mod kvinden, mens hun, dækket af farverige cirkler og blomster, giver efter i en blød og modtagelig kurve. Kompositionen er et mesterværk af balance, hvor kroppenes lodrethed står i kontrast til det blomstrede gulv vandret, hvilket skaber en visuel dynamik, der trækker beskueren ind mod favntagets centrum.

Det, der fascinerer så meget ved Le Baiser – ud over dets universelle motiv – er den måde, Klimt bruger ornamentikken til at udtrykke sjælenes sammensmeltning snarere end den simple fysiske nærhed. De to individer synes at miste deres individuelle konturer og blive til én eneste gylden enhed, isoleret fra resten af verden af denne lysende glorie. Alligevel består en undertone af melankoli: kvinden knæler, næsten underkastet, og engens bratte kant erindrer om skrøbeligheden i dette nådefulde øjeblik over for det eksistentielle tomrum. Det er denne dualitet mellem dekorativt overskud og følelsesmæssig dybde, der gør dette maleri til et tidløst ikon – i stand til at tale med både museumsgæster og kunstelskere i deres egen stue.

Art & détails

Hvordan genkender man Klimt uden at skulle frem med en professors lup?

At identificere et værk af Klimt kræver ikke en eksamen i kunsthistorie, men derimod en særlig opmærksomhed på teksturen og forvaltningen af det maleriske rum. Det første vigtige fingerpeg ligger i den systematiske brug af fladen: Klimt afviser det traditionelle perspektiv og den klassiske volumetriske modellering til fordel for rigt udsmykkede, plane overflader. Baggrundene er aldrig blot neutrale kulisser, men aktive felter fyldt med spiraler, skæl, romber eller øjemønstre, der kappes med hovedfigurerne om vigtigheden. Denne mangel på illusionistisk dybde tvinger blikket til at blive på lærredets overflade og indbyder til en taktil og dekorativ læsning frem for en narrativ.

Et andet uundgåeligt kendetegn er den slående kontrast mellem realismen i ansigterne og hænderne og den totale abstraktion i tøjet og omgivelserne. Klimt maler ofte kødet med en modelleret blødhed, næsten fotografisk, der fremhæver hudtonen og det psykologiske udtryk, inden han omgiver dem med et væld af geometriske eller stiliserede plante- og blomstermønstre. Denne spænding mellem det naturlige og det kunstige skaber en unik visuel vibration, som om figurerne dukker op af en gylden drøm for kortvarigt at røre vores virkelighed. Desuden bidrager farvepaletten, der ofte er domineret af guld, rød, smaragdgrøn og dyb sort, til denne frodige og mystiske stemning, som øjeblikkeligt kan genkendes blandt tusinder.

Sécession viennoise

Schiele, Mucha, Moser: de kunstneriske naboer, der ikke bliver pænt stående på tærsklen

Selvom Klimt er en skikkelse af monumental betydning, skabte han aldrig i et kunstnerisk tomrum, men bevægede sig inden for et tæt netværk af kunstnere, der omdefinerede Art nouveau i Centraleuropa. Egon Schiele, hans mest berømte protege, drev udforskningen af den menneskelige krop langt mere rå og kantede territorier, idet han strippede den klimtske ornamentik for at afsløre den rå nervøsitet i tilværelsen. Omvendt delte kunstnere som Alphonse Mucha, selvom han var tjekkisk og knyttet til parisisk Art nouveau, denne kærlighed til buede linjer og den ideellesede kvinde med Klimt, omend hans tilgang forblev mere grafisk og reklamepræget. Disse konstante udvekslinger gjorde det muligt for den wienske Secession at blive et intellektuelt knudepunkt, hvor maleriet konstant dialogarbejdede med arkitekturen og design af brugsgenstande.

Det er ligeledes umuligt at tale om Klimt uden at nævne hans nære samarbejdspartnere som Koloman Moser og Josef Hoffmann, grundlæggerne af Wiener Werkstätte. Mens Klimt udforskede ornamentets åndelige og symbolske dimension, anvendte Moser og Hoffmann de samme geometriske principper i hverdagen og designede møbler, tekstiler og brugsgenstande med en forbløffende moderne stringens. Dette tværfaglige samarbejde illustrerer perfekt Secessionens ambition: at udviske grænsen mellem de skønne kunster og anvendt kunst. At forstå disse forbindelser beriger læsningen af Klimt markant, for hans malerier er ikke isolerede øer, men hjørnestenene i et overordnet projekt om æstetisk fornyelse af datidens wienske samfund.

Art & détails

Hvad museerne fortæller, når internettet taler for hurtigt

I den digitale tidsalder, hvor billeder cirkulerer med svimlende hastighed, er det afgørende at vende tilbage til de museale kilder for at forstå den sande skala og materialiteten i Klimts værker. Belvedere-museet i Wien rummer verdens største samling og tilbyder en uforlignelig fordybelse i kunstnerens stilistiske udvikling – fra hans akademiske begyndelse til hans sidste ufuldendte lærreder. Ligeledes giver Leopold Museum, også i Wien, en væsentlig kontekst ved at udstille Klimt side om side med Schiele og Kokoschka, hvilket gør det muligt at forstå dynamikken i den østrigske ekspressionisme. Disse institutioner bevarer ikke kun lærrederne, men også skitserne og korrespondancen, der afslører den møjsommelige kreative proces bag forgyldningernes tilsyneladende lethed.

For læsere, der ikke har mulighed for at rejse til Østrig, er Neue Galerie i New York et uundgåeligt stop, der blandt andet huser det prestigefyldte Portræt af Adèle Bloch-Bauer I, hjembragt efter en lang og emblematisk juridisk kamp. Disse museers hjemmesider samt databaser som Wikidata og Wikimedia Commons tilbyder nu digital adgang i høj kvalitet, der gør det muligt at studere selv de mindste detaljer i teksturer og revner. Ingen skærmgengivelse kan dog fuldt ud indfange den fysiske virkning af lys, der kastes tilbage fra ægte guldblade. Det er stadig bedst at konsultere disse institutioners faglige beskrivelser for at korrigere de hyppige unøjagtigheder, der findes på internettet, og for at værdsætte den tekniske kompleksitet i disse mesterværker.

Art & détails

Invitere Klimt hjem uden at forvandle stuen til et kejserpalads

At integrere en Klimt-reproduktion i et moderne interiør kræver en vis finesse for at undgå kitsch-effekten eller en tung historisk rekonstruktion. Nøglen ligger i dialogen mellem værkets overdådighed og omgivelsernes afdæmpede udtryk: et guldlærred vil have gavn af at blive hængt op på en ensfarvet væg, malet i dybe toner som natblå, skovgrøn eller endda en mat antracitgrå. Disse mørke farver fungerer som en ramme, der fremhæver guldets naturlige glans uden at konkurrere med den. Undgå absolut tapeter med tunge mønstre eller møbler, der er for barokke, da de ville skabe visuel konflikt med den dekorative tæthed, der allerede findes i selve maleriet.

Valget af format og rum spiller også en afgørende rolle for, om denne dekorative integration bliver en succes. I en stue kan en stor reproduktion af Kysset eller Adèle Bloch-Bauer fungere som et majestætisk fokuspunkt over en stram sofa og tilføre rummet varme og karakter. I et soveværelse bør man derimod foretrække mere dæmpede værker som visse landskaber eller detaljer fra friser, hvis palet ofte er mere naturlig og beroligende. I et kreativt kontor kan komplekse allegorier stimulere fantasien, forudsat at der efterlades tilstrækkeligt med tom plads omkring værket, så øjet kan hvile. Målet er at lade kunsten ånde – ikke at kvæle rummet under historiens vægt.

Décoration intérieure

Fejl du skal undgå, før du hænger guld op på væggen

Den første almindelige fejl er at vælge en reproduktion udelukkende ud fra billedets berømmelse uden at tage hensyn til trykkvaliteten og materialegengivelsen. En billig kopi vil have tendens til at udflade guldbelægningerne og forvandle dem til en simpel mat gul farve, der mister al den lysende magi, som kendetegner Klimt. Det er afgørende at lede efter højopløselige kunsttryk, ideelt set trykt på lærred med holdbare pigmentblæk – eller endnu bedre håndmalede reproduktioner, der forsøger at genskabe originalens tekstur og relief. Betragtningsafstanden er også en afgørende faktor: et så detaljerigt værk kræver tilstrækkelig afstand for at blive værdsat i sin helhed, så undgå at hænge det op i en for smal gang.

Endelig skal du være opmærksom på visuel overbelastning og dårlig belysning, som fuldstændig kan forvrænge indtrykket af et Klimt-værk. Direkte og aggressiv belysning, som en dårligt placeret halogenlampe, kan skabe generende refleksioner på de guldbelagte dele af trykket og gøre billedet svært og trættende at se på. Foretræk et blødt og varmt lys, der omslutter maleriet og fremhæver dets kostbare dimension uden at virke hårdt. Derudover bør du ikke prøve at matche hvert eneste element i din indretning med billedets farver; lad værket eksistere for sig selv som en selvstændig genstand. Hvis du prøver at matche puder eller vaser for meget med malerens motiver, risikerer du at forvandle dit hjem til en kunstig teaterscene frem for et harmonisk sted at leve.

Pour continuer la visite

Kilder, samlinger og stier, der virkelig er relateret til emnet

Et par nyttige referencer til at tjekke oplysningerne, sammenligne frie billeder og fortsætte læsningen uden at troppe op på et museum, der ikke har bedt om det.