Kubismen er ikke blot en stil blandt andre i maleriets historie: det er en ægte visuel revolution, der har rystet de traditionelle koder for kunstnerisk repræsentation. Opstået i begyndelsen af det 20. århundrede, har denne innovative bevægelse udfordret den klassiske perspektiv for at foreslå en splittet, intellektuel og mangfoldig vision af virkeligheden. Født af behovet for at genopfinde måden at se og repræsentere verden på, markerer kubismen et afgørende vendepunkt i moderne kunst.
I denne artikel inviterer Alpha Reproduction dig til at dykke ned i den fascinerende verden af kubismen: fra dens oprindelse til de store værker, der har gjort den berømt, inklusive dens ikoniske kunstnere og dens nutidige arv.
👨🎨 2. Grundlæggerne af Kubismen
Hvilken maler opfandt kubismen?
Kubismen er ikke værket af en enkelt kunstner, men snarere resultatet af et tæt samarbejde mellem to centrale figurer i moderne maleri: Pablo Picasso og Georges Braque. Sammen har de bygget et nyt visuelt sprog, der skulle præge kunsthistorien i lang tid.

Pablo Picasso & Georges Braque: pionererne
Det er i 1907, at det hele begynder, da Picasso maler Les Demoiselles d’Avignon. Inspireret af afrikansk kunst og Cézannes undersøgelser bryder han bevidst med den traditionelle perspektiv for at repræsentere kroppe på en kantet og fragmenteret måde.
Kort efter, påvirket af dette maleri, begynder Georges Braque også at lave lignende eksperimenter. Mellem 1908 og 1914 arbejder de to kunstnere side om side i en intens kunstnerisk dialog. Sammen udvikler de grundlaget for kubismen: geometriske former, reduktion af farver, flere planer. Braque vil senere sige:
“Vi var som to bjergbestigere bundet sammen af det samme reb.”
Cézannes rolle som forløber
Hvis Picasso og Braque er grundlæggerne af kubismen, så er Paul Cézanne uden tvivl forløberen. I slutningen af det 19. århundrede udforskede Cézanne allerede forenklingen af naturlige former til cylindre, kugler og kegler. Hans søgen efter en underliggende struktur i naturen har dybt påvirket de unge malere i begyndelsen af det 20. århundrede.
Det er især gennem hans berømte sætning – “Behandle naturen med cylinder, kugle, kegle” – at man måler Cézannes indflydelse på fremkomsten af kubismen.

🔍 3. Hvordan Genkender Man Et Kubistisk Værk?
Visuelle og tekniske egenskaber
Et kubistisk værk genkendes ved første øjekast… forudsat at man ved, hvad man skal observere. Kubismen bryder med den realistiske repræsentation for at foreslå en fragmenteret og konceptuel vision af emnet. Blandt de mest markante elementer :
Geometriske former: objekter og figurer nedbrydes i terninger, kegler, sfærer eller cylindre.
Multiplikation af synsvinkler: i stedet for en enkelt vinkel kombinerer kunstneren flere perspektiver i et og samme billede.
Reduceret palet: især i den analytiske fase er farverne afdæmpede (brune, grå, okker), hvilket lægger vægt på strukturen.
Collage og teksturer: i den syntetiske kubisme integreres virkelige elementer (papir, aviser, træ) i lærredet.
Geometriske former og dekonstruering
Kubismens grundprincip er enkelt men radikalt: dekomponere for bedre at genopbygge. Kunstneren søger ikke længere at efterligne naturen, men at forstå den og repræsentere den under dens grundlæggende aspekter.
Således analyseres en violin, et ansigt eller en stol, og derefter "dekonstrueres" de i planer og volumener, der sameksisterer i et og samme visuelle rum.
Analytisk kubisme vs syntetisk kubisme
Kubismen opdeles generelt i to store faser:
Analytisk kubisme (1909–1912)
Denne første fase er den mest abstrakte. Former er fragmenterede i en mosaik af små planer, i en palet der ofte er monochrom. Målet: at analysere emnet i dybden, at "dissekere" det visuelt.

Syntetisk kubisme (1912–1919)
Mere læselig og mere farverig, denne anden fase af kubismen genopbygger forenklede former. Det er også tiden for de første collager i kunstens historie, hvor hverdagens materialer inviteres ind på lærredet.
📅 4. De Store Perioder af Kubismen
Kubismen har ikke slået igennem på én gang. Den har udviklet sig i flere faser, hver især markerer et fremskridt i kunstnernes refleksion over repræsentationen af virkeligheden. Her er et overblik over de store perioder af kubismen, fra dens oprindelse til dens stråleglans efter Første Verdenskrig.
🟫 Begyndelsen (1907–1909)
Denne eksperimentelle periode markerer de første skridt mod kubismen. Picasso, med Les Demoiselles d’Avignon (1907), og Braque, med Maisons à l’Estaque (1908), begynder at forenkle formerne og opgive den traditionelle perspektiv. De lader sig inspirere af afrikanske masker, oceanisk kunst og Cézanne. Værkerne forbliver stadig figurative, men annoncerer allerede et brud.
🎨 1. Les Demoiselles d’Avignon – Pablo Picasso (1907)
Dette værk betragtes ofte som udgangspunktet for kubismen. Fem kvindelige figurer med kantede kroppe og maskerede ansigt besætter et dekonstrueret rum. Inspireret af afrikansk og oceanisk kunst bryder Picasso med klassisk perspektiv og indleder en splittet repræsentation af den menneskelige krop. Dette maleri chokerer med sin radikalitet og frontalitet.
🏠 2. Huse i L’Estaque – Georges Braque (1908)
Malet efter et ophold i L’Estaque, markerer dette bylandskab en radikal geometrisk forenkling. Husene bliver massive og kantede volumer, træerne reduceres til det væsentlige. Cézannes indflydelse er meget mærkbar, men Braque skubber fragmenteringen af rummet endnu længere.
🧑🎨 3. Nøgen med drapering – Pablo Picasso (1907)
Malet lige før Les Demoiselles d’Avignon, annoncerer denne nøgen allerede Picassos vilje til at deformere og flade den menneskelige figur. Konturerne er forenklet, volumerne er spændt, og kunstnerens blik trækker sig væk fra akademiske konventioner. Det er en markant overgang til kubismen.
🧱 4. Stort Nøgen – Georges Braque (1908)
I dette værk udforsker Braque dekonstrueringen af den kvindelige krop, idet han bevæger sig væk fra traditionel sensualitet. Modellen behandles i geometriske, næsten arkitektoniske blokke. Skygge og lys bruges til at fremhæve formen uden at ty til klassisk perspektiv.
🎭 5. Tre kvinder – Pablo Picasso (1908)
Ofte betragtet som en logisk fortsættelse af Demoiselles d’Avignon, fortsætter dette værk studiet af massive og skulpturelle former. De tre kvindelige figurer minder om primitive statuer, med en accentueret monumentalitet. Volumerne er kompakte, sekundære detaljer er elimineret.
📐 Den analytiske kubisme (1909–1912)
Det er den mest komplekse fase af bevægelsen. Kunstnerne skubber dekonstrueringen til delvis abstraktion.
Objekterne og figurerne er opdelt i kantede, næsten krystallinske facetter.
Farverne bliver neutrale (grå, brune, oker) for ikke at aflede opmærksomheden fra strukturen. Målet er at udforske formen og rummet intellektuelt.
🎻 1. Den portugisiske – Georges Braque (1911–1912)
Dette maleri er emblematisk for analytisk kubisme. Billedet af en musiker, der spiller guitar, er næsten ugenkendelig, nedbrudt til en mosaik af små geometriske planer. Paletten er begrænset (okker, grå, brune), hvilket forstærker værkets intellektuelle aspekt. Man kan skelne fragmenter af bogstaver og tal, hvilket forstærker den visuelle abstraktion.
🧔 2. Portræt af Ambroise Vollard – Pablo Picasso (1910)
I dette portræt af den berømte kunsthandler analyserer Picasso ansigtet og silhuetten af sin model ved at reducere dem til kantede og overlappende former. De forskellige synsvinkler samles i et og samme maleriske rum. Motivet synes næsten at opløse sig i baggrunden, så ekstremt er fragmenteringen.
🎨 3. Mand med guitar – Georges Braque (1911)
Musikinstrumentet, det kubistiske motiv par excellence, behandles her som et prætekst for formel eksperimentering. Formerne flettes sammen, vinklerne multipliceres, og volumenerne analyseres i alle deres facetter. Værket indkapsler fuldt ud ånden i analytisk kubisme: et maleri refleksivt, intellektuelt og arkitektonisk.
📚 4. Manden med violinen – Pablo Picasso (1911–1912)
Her vælger Picasso igen en musiker som motiv. Billedet er brudt, næsten utydeligt ved første øjekast. Manglen på klare farver fremhæver strukturen og den rumlige kompleksitet. Det er et maleri, der skal "læses" mere end det skal ses, hvor beskuerens øje skal rekonstruere puslespillet.
📰 5. Portræt af Picasso – Juan Gris (1912)
Juan Gris, ofte betragtet som det tredje store navn inden for kubismen, vedtager en mere struktureret og lysere tilgang end sine forgængere. I dette portræt bevarer han den analytiske ånd i kubismen, mens han klargør formerne. Elementerne er stadig nedbrudt, men på en mere læselig og grafisk måde.
🟨 Den syntetiske kubisme (1912–1919)
Overfor kompleksiteten i analytisk kubisme søger kunstnerne at forenkle. Formerne bliver mere læselige, farverne mere livlige, kompositionerne mere åbne. Det er også opfindelsen af collage, en ægte kunstnerisk revolution: tapeter, aviser, træ, snore… træder ind på lærrederne.
📰 1. Nature morte à la chaise cannée – Pablo Picasso (1912)
Dette maleri betragtes som et af de første syntetiske kubistiske værker. Picasso introducerer et revolutionerende element: et collage af voksdug trykt med et flettemønster, fastgjort til lærredet med et reb. Værket blander tegning, maleri og virkelige objekter for at syntetisere et billede på en ny måde. Et grundlæggende stykke i collagehistorien inden for moderne kunst.
🎸 2. Guitare – Pablo Picasso (1912–1913)
Skulptur i udskåret pap, derefter i metal, dette værk markerer overgangen fra malerisk kubisme til 3D. Ved at dekonstruere en guitar i flade former skaber Picasso en åben struktur, som et collage i rummet. Det indkapsler perfekt den syntetiske idé: forenkling, nye materialer og brud med den klassiske skulpturelle tradition.
🧾 3. Le Journal – Juan Gris (1916)
Juan Gris est l’un des maîtres du cubisme synthétique. Dans Le Journal, il superpose papier, lettres, objets du quotidien, et formes peintes dans une composition harmonieuse. Ses œuvres se distinguent par leur clarté, leur équilibre graphique et une utilisation plus audacieuse de la couleur que chez Picasso ou Braque.
🍇 4. Frugtskål og glas – Georges Braque (1912)
Her samler Braque malede og klistrede elementer (tapeter, trykte breve) i en komposition, der fremkalder en naturmort på bordet. Maleriet er et spil af teksturer, typografier og afdæmpede farver. Dette værk markerer et vendepunkt mod en mere læselig og tilgængelig kubisme.
🎶 5. Naturmort med ternet dug – Juan Gris (1915)
Gris introducerer her et stærkt dekorativt mønster (ternet dug) for at strukturere en komposition, der både er stram og poetisk. Rummet er fladet, objekterne er stiliserede men genkendelige. Dette maleri viser, hvorledes den syntetiske kubisme kan forene geometrisk strenghed og sans for dekoration, forudseende art deco.
🎖️ Kubismen efter Første Verdenskrig
Efter 1918 spreder kubismen sig bredt. Den påvirker ikke kun maleri, men også arkitektur, skulptur, design og mode. Nogle kunstnere som Fernand Léger introducerer mekaniske elementer i deres værker, hvilket giver anledning til en industriel kubisme.
Kubismen fortsætter med at udvikle sig, men mister gradvist sin radikale karakter for at integrere sig i et bredere kunstnerisk sprog.
🖼️ 5. Berømte Kubistiske Værker
Kubismen har givet anledning til nogle af de mest markante værker inden for moderne kunst. Disse malerier indkapsler den æstetiske brud, der blev indledt af Picasso og Braque, men også rigdommen af de visuelle undersøgelser fra bevægelsen. Lad os udforske nogle ikoniske mesterværker.
🎨 Ikoniske værker fra kubismen
Her er nogle uundgåelige malerier, der illustrerer mangfoldigheden af kubismen :
revolutionær :
🎨 1. Les Demoiselles d’Avignon – Pablo Picasso (1907)
Betragtet som udgangspunktet for kubismen, viser dette værk fem nøgne kvinder med kantede og stiliserede ansigtstræk, inspireret af afrikansk kunst. Den traditionelle perspektiv er forkastet til fordel for en splittet vision, brutal og ekspressiv. Dette maleri baner vejen for en ny repræsentation af den menneskelige krop.
🏠 2. Huse i l'Estaque – Georges Braque (1908)
Dette landskabsmaleri forenkler de arkitektoniske former til geometriske blokke. Det indkapsler Braques første skridt mod et kubistisk plastisk sprog, påvirket af Cézanne. Rummet bliver struktur, husene bliver rene volumener.
🎻 3. Den portugisiske – Georges Braque (1911)
Et mesterværk inden for analytisk kubisme. Figuren af en musiker er dekonstrueret i en mængde af planer og fragmenter. De indbyggede bogstaver og tal i kompositionen annoncerer den gradvise opgivelse af ren figurativitet til fordel for et abstrakt grafisk sprog.
🧔 4. Portræt af Ambroise Vollard – Pablo Picasso (1910)
I dette portræt af den berømte kunsthandler skubber Picasso fragmenteringen til det yderste. Ansigtet smelter sammen i en sammenfiltrethed af planer, der oversætter emnets psykologiske kompleksitet. Det er et hovedværk inden for intellektuel kubisme.
📰 5. Stilleben med en flettet stol – Pablo Picasso (1912)
Et grundlæggende værk inden for syntetisk kubisme, der for første gang integrerer et collage (voksdug trykt). Det malede objekt smelter sammen med virkelige elementer, hvilket slører grænserne mellem kunst og virkelighed. Det er et af de første blandede lærreder i moderne kunsts historie.
🎸 6. Guitar – Pablo Picasso (1912–1913)
Skulptur i pap, derefter i metal, denne guitar er en rumlig revolution: den overfører kubismens principper til den tredje dimension. Den demonstrerer kubismens evne til at overskride maleriets rammer.
📚 7. Journalen – Juan Gris (1916)
Juan Gris bringer en ny klarhed og struktur til kubismen. I dette værk blander han typografi, hverdagsobjekter og forenklede volumener i en afbalanceret komposition, både dekorativ og stram.
🎼 8. Violin og palette – Georges Braque (1909)
Her udforsker Braque forholdet mellem objekt og abstraktion. Violinen er dekonstrueret og kombineret med andre objekter (palette, søm), i et fragmenteret malerisk rum. Lyset reduceres til kontraster af planer.
🍇 9. Frugtskål og glas – Georges Braque (1912)
Et smukt eksempel på kubistisk stilleben. Braque integrerer collager og arbejder med skygger og former med nøgternhed. Værket illustrerer godt overgangen mellem analytisk og syntetisk kubisme.
💠 10. Tre kvinder – Fernand Léger (1921)
Selvom den er på kanten af "ren" kubisme, syntetiserer dette værk bevægelsens bidrag. Léger tilføjer sin industrielle touch, sine rørformede former og sine klare farver. De feminine figurer, massive og stiliserede, oversætter en mekanisk vision af den menneskelige krop.
🧠 6. Kubismen efter Tema
Kubismen er ikke begrænset til en enkelt udtryksform. Den anvendes på en stor mangfoldighed af emner, som kunstnerne udforsker gennem et geometrisk og konceptuelt læsefilter. Her er de vigtigste temaer, som kubisterne behandler:
👤 Kubisme og portræt
Det kubistiske portræt dekonstruerer det menneskelige ansigt for at afsløre en ny sandhed, mere indre end realistisk. Trækkene er forenklede, fragmenterede, nogle gange præsenteret samtidig forfra og i profil.
🎭 1. Portræt af Daniel-Henry Kahnweiler – Pablo Picasso (1910)
Kunsthandler og støtte til kubismen, Kahnweiler er her repræsenteret i en ekstrem analytisk stil. Hans ansigt og krop er helt fragmenteret i små geometriske planer. Maleriet, i brune-grå nuancer, kræver en visuel læseindsats. Emnet synes næsten at forsvinde i kompositionen, hvilket forstærker ideen om, at den psykologiske essens er vigtigere end ligheden.
🧔 2. Portræt af Josette Gris – Juan Gris (1916)
I dette syntetiske værk skildrer Juan Gris sin kone Josette med stor ømhed og en grafisk klarhed. I modsætning til analytisk kubisme er formerne klare, farverige, stiliserede. Man genkender den feminine figur, samtidig med at man værdsætter den geometriske organisering af kompositionen. Et værk i balance mellem abstraktion og følelser.
🧠 3. Portræt af Pablo Picasso – Juan Gris (1912)
Hommage croisé entre deux maîtres du cubisme, ce portrait présente Picasso sous une forme très structurée, avec des volumes clairs et des aplats colorés. On reconnaît la silhouette et le visage du peintre dans une composition ordonnée et synthétique, presque architecturale.
🧓 4. Tête de femme (Fernande) – Pablo Picasso (1909)
Udført i begyndelsen af den analytiske kubisme, repræsenterer denne bronzeskulptur ansigtet af Fernande Olivier, Picassos muse. Selvom det er et tredimensionelt værk, overholder det kubistiske principper: fragmentering af volumener, geometrisk deformation, multiple synsvinkler. Et kraftfuldt værk, der forudser den kubistiske æstetik, før det endda fik sit officielle navn.
🎨 5. Danseuse au café – Jean Metzinger (1912–1913)
I dette elegante og rytmiske værk fanger Jean Metzinger energien fra en pariser-scene gennem en stiliseret danserinde, repræsenteret i en livlig café-atmosfære. Formerne er geometriske men læselige, farverne forfinede og kompositionen dynamisk. Dette maleri indkapsler en lysende og tilgængelig syntetisk kubisme, et sted mellem abstraktion og fortælling. Metzinger demonstrerer her sit talent for at oversætte bevægelse og ynde med en præcis formel struktur.
🍷 Kubisme og stilleben
Det stilleben er et centralt tema i kubismen, da det giver mulighed for frit at lege med former og planer. Flasker, glas, musikinstrumenter eller aviser bliver påskud til at udforske den visuelle struktur.
📰 1. Glas, avis og flaske Vieux Marc – Pablo Picasso (1913)
Typisk for syntetisk kubisme kombinerer dette maleri maleri, tegning og collage. Picasso introducerer virkelige elementer som avispapir, som han integrerer i en scene af stilleben. Objektet er ikke længere blot repræsenteret: det er genopbygget ud fra visuelle og tekstuelle fragmenter i en harmonisk komposition.
🍎 2. Naturdød med frugtskål – Juan Gris (1914)
Juan Gris udforsker her en afbalanceret og lysende tilgang til det kubistiske stilleben. Frugter, en frugtskål og en karaffel er stiliseret, men let genkendelige. Helheden er struktureret med stor grafisk klarhed, der hylder traditionen, mens den genopfinder den.
🎻 3. Naturdød med violin – Georges Braque (1910)
I dette værk går Braque videre med dekompositionen af objekterne, især violinen, som han behandler som en sammensætning af geometriske planer. Baggrunden og objekterne smelter sammen, hvilket gør den rumlige hierarki næsten abstrakt. Værket er afdæmpet i farver, men rigt på teksturer og dybde.
🌄 Kubisme og landskab
I det kubistiske landskab oversættes naturlige eller urbane elementer til enkle volumener. Beskuerens blik inviteres til at rekonstruere rummet ud fra sprængte former.
🏘️ 1. Byen – Fernand Léger (1919)
I dette ikoniske efterkrigsmaleri tilbyder Léger en urban mekaniseret og fragmenteret vision. Bygninger, trapper, figurer og maskiner krydser hinanden i en komposition, der er rytmisk præget af cylindriske og vinklede former. Det er en kubistisk vision af det moderne, industrielle og dynamiske landskab.
🌳 2. Arbres à l’Estaque – Georges Braque (1908)
Malet under Braques ophold i L’Estaque, dette landskab er et af de allerførste til at opgive den traditionelle perspektiv. Træerne og bakkerne bliver solide, næsten skulpturelle former, arrangeret efter en geometrisk logik. Maleriet annoncerer klart overgangen til analytisk kubisme.
🏞️ 3. Paysage de Céret – Juan Gris (1913)
I dette værk anvender Gris den kubistiske strenghed til det mediterranske landskab. Bakker, tage og vegetation reduceres til rene former, behandlet med farveflader og en skarp sans for struktur. Blikket ledes gennem en komposition, der er både abstrakt og afbalanceret.
⛰️ 4. Carrière de Bibémus – Paul Cézanne (1898–1900)
Dans cette œuvre réalisée à Aix-en-Provence, Paul Cézanne explore la structure du paysage en réduisant la nature à des formes géométriques simples et puissantes. Rochers, falaises et arbres sont traités comme des blocs de couleurs imbriqués, dans une composition à la fois solide et vibrante. Ce tableau est un prélude au cubisme : il montre comment Cézanne commence à rompre avec la perspective traditionnelle pour privilégier la construction par les volumes, anticipant ainsi l’approche de Braque et Picasso.
🎼 Kubisme og musik
Musik er et hyppigt emne, især gennem repræsentationen af instrumenter som violiner, guitarer eller klarinetter. Deres form egner sig perfekt til kubistisk behandling.
🎷 1. Klarinet og romflaske på en pejs – Juan Gris (1911–1912)
I dette musikalske stilleben udforsker Gris geometriseringen af et instrument samtidig med at det integreres i et hjemligt miljø. Klarinetten, genstandene på pejsen og skyggelegene smelter sammen i en komposition, der både er analytisk og poetisk, hvor instrumentet bliver form og struktur.
🎻 2. Violin (eller Mandolin og Partitur) – Pablo Picasso (1912)
I dette værk af syntetisk kubisme introducerer Picasso musikalisk partiturelementer sammen med et stiliseret strengeinstrument. Mandolinen, bordet og partituren er smeltet sammen i en rytmisk komposition, der både fremkalder visuel musik og lyd.
🎼 3. Cello og partiturer – Georges Braque (1913–1914)
Her skubber Braque konceptet med collage videre ved at integrere bogstaver, fragmenter af partiturer og former af instrumenter i et enkelt og struktureret lærred. Maleriet bliver en slags billedpartition, hvor lydene synes at komme fra de kubistiske former selv.
🎵 De Tre Musikere – Pablo Picasso (1921)
Dette ikoniske værk fra syntetisk kubisme repræsenterer tre stiliserede musikere – en klarinetspiller, en guitarist og en sanger med harmonika – dannet af flade, farvede og indviklede former som et geometrisk puslespil. Picasso anvender collageprincipperne i maleri, samtidig med at han gør scenen livlig og rytmisk. Bag sin tilsyneladende enkelhed er maleriet et mesterstykke af komposition, harmoni og symbolik. Det afspejler den vedholdende indflydelse fra kubismen, nuanceret med et strejf af fantasi og modernitet.
👩 Kubisme og feminin figur
Kvinden er et konstant motiv i Picassos værk, ofte transformeret til en næsten skulpturel enhed. Kroppen er geometriseret, fragmenteret, men altid kraftigt til stede.
👩🎨 1. Kvinden siddende i en stol – Pablo Picasso (1910)
I dette værk fra analytisk kubisme fragmenterer Picasso den feminine krop i overlagte planer. Ansigtet, hænderne, kjolen og stolen flettes sammen i en kompleks struktur. Kvinden bliver et visuelt puslespil, både mystisk og introspektiv, hvor hver detalje er dekonstrueret og rekonstrueret efter kubistisk logik.
🪞 2. Kvinden med mandolin – Georges Braque (1910)
Denne komposition blander musik og feminin figur, to temaer kære for kubismen. Braque reducerer kvinden og hendes instrument til et sæt af indviklede geometriske former, i en sober og delikat palet. Værket udstråler en rolig og meditativ atmosfære, næsten skulpturel.
🧍Kvindesiddende – Pablo Picasso (1913)
Et syntetisk kubistisk portræt, hvor den feminine figur er ekstremt stiliseret, lavet af farvede planer og dynamiske, kantede former.
Kvinden med viftet – Jean Metzinger (1913)
Elegant og raffineret portræt af en siddende kvinde, i en poetisk kubistisk stil. Formerne er nedbrudt med blødhed og præcision.
Kvinde læser – Albert Gleizes (1920)
Stiliseret repræsentation af en kvinde optaget af sin læsning, hvor de buede linjer af kroppen er integreret i et flydende geometrisk univers.
Kvinde med mandolin – Pablo Picasso (1910)
Det feminine ansigt smelter sammen med kurverne af instrumentet, de to fusionerer i en komposition af indviklede volumener, næsten skulpturel.
0 kommentarer